Fedttransplantation – flytning af fedt
Fedttransplantation – flytning af fedt
Fedttransplantation er en plastikkirurgisk procedure, hvor man flytter patientens egne fedtceller fra et område af kroppen, oftest fra mave, hofter eller lår til et andet sted.
Procedure ved fedttransplantation
En fedttransplantation kan foregå i såvel lokalbedøvelse som i fuld bedøvelse. Fedt suges ud med en meget tynd kanyle med små huller og med et lille undertryk. Det skal gøres meget skånsomt for at bevare så mange levende fedtceller som muligt. Når fedtet er suget ud, centrifugeres det skånsomt. Herved kan fedtes skilles fra vævsvæske.
Anvendelse
Fedtet indeholder, ud over levende fedtceller, også stoffer, der fremmer heling, og stamceller, der yderligere fremmer heling og eksempelvis gør huden yngre at se på. I kosmetisk kirurgi anvendes fedttransplantation derfor til at give både fylde og en mere ungdommelig hud i for eksempel ansigt og på hænder. En fordybning i huden kan også fyldes ud. Ikke alle fedtceller overlever proceduren, hvorfor man nogle gange må gentage behandlingen. Man kan også behandle gamle skader, for eksempel ar, nedadhængende øjenlåg og meget, meget mere.
Du kan finde mere information om fedttransplantation på nettet. Prøv eksempelvis at søge på ”lipotransplantation” og på ”YouTube”.
Efterbehandling
Hullerne i huden er så små, at de ikke skal sys. Ved lidt større transplantationer skal du muligvis anvende kompression på donorstedet i en til tre uger. Du kan tage bad dagen efter operationen.
Varighed
Formentlig vil du have livslang effekt på fylde, hvis du holder vægten. Almindelige aldersforandringer vil naturligvis fortsætte. Behandlingen kan gentages. Maksimal effekt ses efter cirka 4 måneder. Her vurderes resultatet sammen med plastikkirurgen, og vi beslutter sammen, om der eventuelt skal foretages endnu en fedttransplantation. På forhånd kan en pris for dette aftales.
Komplikationer ved fedttransplantation
Er yderst sjældne, men kan være Infektion, blod- og væskeansamling. Det kan også være pigmentforandringer i huden, ujævnheder og føleforstyrrelser, men disse forsvinder næsten altid.
For yderligere se venligst informationen om ”Fedtsugning” og ”Almene forholdsregler ved plastikkirurgiske operationer”.
Du er velkommen til at have en ven eller pårørende med til konsultationen.
Der skal gå mindst en uge fra konsultation til en kosmetisk operation.
Bestil en tid til konsultation om fedttransplantation
Ønsker du at høre mere om vores priser, selve operationen, dagene efter eller andet omkring et ansigtsløft, eller ønsker du at bestille tid til en konsultation, kan vi kontaktes på telefon 36 49 87 00 eller e-mail
Vi holder til i Ishøj ved København, men har mange patienter fra hele Sjælland.