Mandlig brystudvikling (gynækomasti)
Mandlig brystudvikling (gynækomasti)
Generelt
Brystdannelse (gynækomasti) hos mænd er oftest en normal tilstand. Det forekommer hos ca. 40 % af drenge i puberteten. Gynækomasti kan forekomme i den ene eller begge sider.
Det skyldes formentlig hormonpåvirkning, selvom det ikke ses i eventuelle blodprøver. Inden operationen udelukkes anden årsag til tilstanden: overvægt, alkoholmisbrug, misbrug af anabolske steroider, hormonproducerende knuder i testikler og binyrer samt stofskiftelidelser og brystkræft, der er meget sjældent hos mænd. Er du overvægtig anbefales et vægttab inden operationen.
Forundersøgelse
Din tilstand vil blive nærmere undersøgt og sammen vurderer vi den operationstype, der passer dig bedst og om du eventuelt skal hormonelt udredes, hvilket i de feste tilfælde ikke er nødvendigt. Operationen med fordele, ulemper og eventuelle komplikationer gennemgås. Du må gerne have en ven eller pårørende med ved konsultationen
Procedure
Operationen kan foregå både i lokalbedøvelse og i fuld bedøvelse. Den udføres som en skarp fedtsugning. Der sprøjtes saltvand med lokalbedøvelse og adrenalin ind i fedt og kirtelvævet. Gennem et til to huller snitter og suger man fedt- og kirtelvæv ud med en skarp suge kanyle, der har en diameter på 4 mm. Herved kommer stort set ikke ar og resultatet bliver meget jævnt. Man kan også operere ved at skære i brystvortens kant, men det er sjældent nødvendigt. Mænd, der har haft et stort vægttab, kan have hængebryster. Ved denne tilstand, der egentlig ikke er gynækomasti, må man fjerne den overskydende hud, hvilket er en meget større operation.
Komplikationer
Blodansamling ses i få tilfælde. Er operationen udført med skarp sugning, kan blodet oftest trykkes ud. I meget få tilfælde må blodet fjernes ved en lille operation. Infektion, føleforstyrrelser, nedsat følesans og smerter kan opleves. Af ukendte årsager er brystet omkring brystvorten hos nogle patienter ofte øm i flere måneder. Dette er normalt og kan ikke behandles. Det forsvinder i de fleste tilfælde. Rygning giver øget risiko for komplikationer som infektion og mindre pæne ar, hvorfor du anbefales rygestop i forbindelse med operationen. Et fuldstændigt jævnt og dermed perfekt resultat kan kun sjældent opnås. Der kan også være en lille forskel på de to sider.
Efter operationen
Du vil få anlagt en stram bandage eller vest. Denne skal bæres i 7 dage. Du kan gå i bad dagen efter operationen. Sport eller anden hård fysisk aktivitet, der involverer brystmusklen bør undgås i 3 uger. Sygemelding, afhængigt af arbejde, 0-2 uger. Normalt skal der ikke fjernes tråde. Du vil få tilbudt kontrol ca. 3 måneder efter operationen. Resultatet er oftest varigt forudsat normal og sund levevis.
Du er meget velkommen til at have en ven eller pårørende med til konsultationen.
Der skal gå mindst en uge fra konsultation til en kosmetisk operation.
Kontakt os og bestil en tid til konsultation om mandlig brystudvikling
Ønsker du at høre mere om vores priser, selve operationen, dagene efter eller andet omkring et ansigtsløft, eller ønsker du at bestille tid til en konsultation, kan vi kontaktes på telefon 36 49 87 00 eller e-mail
Vi holder til i Ishøj ved København, men har mange patienter fra hele Sjælland.