man-torsdag 7:30 til 16:00
fredag 7:30 til 14:30

Søg

Vi lægger vægt på kvalitet, grundighed og omsorg i en hyggelig atmosfære

​Håndkirurgi | Kuskefingre

Operation for kuskefingre: Dupuytrens kontraktur (kuskehånd) er en bindevævssygdom, som forårsager knuder og sammentrækning af håndfladen, så fingrene krummer. Sygdommen er arvelig. Den eneste gode behandling af sygdommen er operation, hvor knuderne og strengene fjernes. Ved mindre tilfælde kan operationen foregå i lokalbedøvelse, men ellers kan der blive behov for yderligere bedøvelse. Dette aftaler du med lægen. Ved operationen er der en lille risiko for infektion, blodansamling og skade på følenerverne til fingrene. Ved forundersøgelsen får du udleveret smertestillende medicin (Ibuprofen 600 mg), samt vejledning til øvelser, du først skal starte på efter du har været til kontrol på klinikken.

På operationsdagen

2 timer før operation tager du 1 Ibruprofen samt 2 Panodil-tabletter. Husk, at du ikke selv må køre bil.

Kuskefingre operation og efterbehandling – på klinikken

Der lægges et zigzag snit i håndfladen, hvorefter bindevævsknuderne/strengene fjernes, så fingrene kan rettes ud. Ofte vil fingrene kunne rettes helt, men i visse tilfælde må man regne med, at der fortsat er lidt krumning af fingeren. 1-3 dage efter operationen skal den anlagte forbinding skiftes og såret tilses. Efter 8 – 12 dage skal trådene fjernes. I forbindelse med operationen aftales der tid til kontroller.

Efter operation for kuskefingre – derhjemme

Der bliver efter operationen lagt en forbinding, som skal lades urørt til kontrollen. Derefter skal såret dagligt, udover almindelig håndvask, vaskes med almindelig vand og mild, uparfumeret, flydende håndsæbe, 2 gange dagligt, brug evt. varmt vand i balje med samme milde sæbe og derefter lufttørre. Du skal ikke bruge plaster eller lignende. Indtil trådene er fjernet skal hånden holdes i ro: Når trådene er fjernet, skal du dagligt smøre håndfladen og arret med fugtighedscreme. Du skal starte optræningsøvelser af hånden. Disse øvelser skal udføres i 4 uger efter operationen. Øvelserne gennemgås ved kontrollen på 2. dagen. Gør gerne øvelserne i forbindelse med sæbebadet. Mod smerter kan du tage 1 Ibuprofen og 2 Panodil tabletter 3 gange dagligt. Hvis du har mavekatar eller mavesår, skal du kun anvende Panodil tabletter som smertestillende behandling efter operation. Sygemelding alt efter arbejde: 2 – 4 uger.

Hvis der er noget du er i tvivl om, er du velkommen til at kontakte privathospitalet.